Kære alle
Først og fremmest godt nyt år til alle! Her følger årets første nyhedsbrev fra Bestyrelsen.
Stor opbakning og succes i Lund
Klubben indledte året med en stor tilstedeværelse ved Lundaspelen i Sverige, hvor vi deltog med hele otte hold. Turneringen var som sædvanlig en god oplevelse på tværs af holdene. Helt til tops nåede vores U12 drenge sammen med træner Danni. I finalen mødte de SISU, som de slog 30-22. Dermed gik de for andet år i træk ubesejret gennem turneringen – stort tillykke, også til alle de andre hold, der kæmpede for Virum Vipers i Lund.
Der er også stor opbakning til klubbens tilbud om billetter til herrelandsholdskampen mellem Danmark og Belgien 24. februar. Mere end 80 Vipers har bestilt billetter for sammen at heppe på landsholdet - sådan!
Regler for brug af hallerne
Tak for jeres opbakning til de regler, vi har udsendt til alle via e-mail for nylig. Flere af jer har spurgt, hvornår de forskellige brud på reglerne er sket, og hvilke hold, det drejer sig om. Der er tale om flere episoder, hvor klubben har fået henvendelser fra halvagterne vedr. ødelagte kurve mm., manglende oprydning og alarmer, der er udløst ved forkert brug af hallerne. Vi kan ikke pege på enkelte hold eller spillere. Ansvaret ligger hos alle os, der bruger hallerne: Spillere, trænere og forældre. Der er store omkostninger forbundet med disse brud på halreglerne – i værste fald kan vi blive smidt ud af VG-hallen, og derfor skal vi alle være meget opmærksomme på reglerne fremover. Du kan se reglerne her: https://www.holdsport.dk/club/notes/152059
Sponsorudvalget har landet det første sponsorat
Klubbens kommercielle udvalg, der blandt andet kigger på sponsormuligheder til klubben, har for nylig holdt møde, og udvalget har gang i flere spændende muligheder, der kan gavne klubben. Helt konkret har udvalget landet det første sponsorat fra Skjern Bank i Virum.
Udvalget arbejder lige nu især med at udarbejde sponsorpakker, identificere sponsorer og evt. hovedsponsor, udarbejde henvisningsaftaler med lokale samarbejdspartnere, booste indhold, antal og overskud i forbindelse med camps samt at skaffe fondsmidler og identificere støtteordninger.
Det er fortsat muligt at være med i udvalget, hvis du gerne vil bidrage til klubbens udvikling.
Plads til flere deltagere på vintercamp – sponsorat fra Skjern Bank
En af de aktiviteter, hvor det er lykkedes at tiltrække en sponsor, er Vipers Vinter Camp, hvor Skjern Bank i Virum har meldt sig som sponsor. Her inviterer klubben til endnu en ambitiøs og super sjov vintercamp i uge 7, med et stærkt basketprogram, der henvender sig til piger og drenge fra 10 til 14 år (årgang 2006-2009). Lige nu har vi 15 tilmeldinger, og vi skal op på mindst 20 deltagere, for at campen bliver til noget. Vi mangler især piger på deltagerlisten. Skal du med? Eller kender du en, der skal med? Tilmelding her: https://www.dgi.dk/basketball/arrangementer/202009156000
Et kig frem mod næste sæson
Inden jul blev den planlagte kontingentforhøjelse vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling. Det betyder, at klubbens økonomi nu er mere langtidsholdbar, og at vi fra næste sæson har bedre muligheder for at skaffe de nødvendige trænerressourcer for at drive og videreudvikle klubben.
Bestyrelsen er så småt begyndt at se frem mod næste sæson inkl. holdsammensætning, trænerressourcer, haltider mm. Vi hører naturligvis altid gerne fra jer, der enten selv har lyst til at bidrage til udviklingen af klubben – måske som træner eller hjælpetræner, eller som frivillig der kan hjælpe med at løfte forskellige initiativer i klubben. Måske ved du noget om talentudvikling, måske har du erfaring med sponsorater, eller måske har du lyst til at hjælpe i forbindelse med events eller andre aktiviteter. Ved forårets generalforsamling, der afholdes 28. april, vil der også være mulighed for at stille op til bestyrelsen.
Helt konkret efterlyser vi kompetencer inden for fysioterapi, løbetræning, styrketræning, sportspsykologi og yoga, for at afsøge, om vi kan løfte vores events, camps, trænerprogram mm. med indlæg og andet. Skriv meget gerne til bestyrelse@virum-basket.dk hvis du kan bidrage på én eller anden måde.
Dommerrekruttering
Som noget nyt skal klubberne i højere grad selv stille med dommere til flere af vores kampe og stævner. Derfor får vi brug for, at flere af vores ungdomsspillere bliver uddannet til dommere, så de kan stille op som dommere for klubben. Det er samtidig en fin måde at tjene gode lommepenge på. De årgange, der er relevante i forhold til dommeruddannelse, vil blive kontaktet direkte, men ved du allerede nu, at du godt kunne tænke dig at blive dommer, må du meget gerne skrive til bestyrelsen.
Baskethilsner fra Bestyrelsen